De anerkendte, at jeg var blevet mor

Af Signe, oktober 2018

Signes historie viser, hvor vigtige relationer er. Hvordan det ofte er de små ting, der kan gøre den kæmpe forskel, at hjælpen ofte ligger i at vise, at man ved det, og at man tør være der midt i sorgen uden intention om at ændre noget. Hvor værdifuldt og helende det er, at blive anerkendt som forældre, også selvom ens barn ikke lever mere, og at tavshed sætter sig som ensomhed i hjertet

Jeg hedder Signe, og jeg er 31 år. Jeg bor med min mand Thomas og vores dreng Hannibal på 11 mdr. Men vi har også en datter, Asta. Her er min historie.

For to år siden var det også efterår, og vi ventede vores første barn, Asta. Hun var meget ønsket, og jeg havde en fuldstændig ukompliceret, lykkelig og forventningsfuld graviditet. Indtil jeg vågnede en morgen i uge 35. Der var noget helt galt.

På fødegangen kunne de bekræfte vores værste mareridt; Astas lille hjerte var af uforklarlige årsager stoppet med at slå, og verden omkring os gik bogstaveligt talt i stå.

Afskeden med Asta

Lige da vi havde mistet Asta, oplevede vi, at et kæmpe maskineri gik i gang.

For det første blev vi mødt af alle de enormt dygtige og professionelle jordemødre på fødegangen. De guidede os igennem den smertefulde fødsel og afsked med Asta, som var en ultimativ oplevelse af kærlighedsrus og dyb sorg på en gang. Vi tog hjem fra sygehuset helt knuste, men med et smukt minde om vores datter med i bagagen.

De efterfølgende dage var kaotiske. Jeg ringede grådkvalt til kirkegården for at bestille en gravplads til vores lille pige. Det er et at de værste opkald, jeg nogensinde har lavet. Præsten tilbød at komme forbi samme dag på trods af, at han havde fri og egentlig havde andre planer. Sundhedsplejen ringede og tilbød et besøg, jeg blev kontaktet af Landsforeningen Spædbarnsdød og fik en terapeutisk rådgiver, jeg blev tilmeldt en sorggruppe med andre forældre, der havde mistet, min læge ringede, jeg blev henvist til en psykolog osv., osv..

Humoren hjalp os

I de dage kom Thomas og jeg tættere på hinanden, end vi nogensinde havde været før. Følte lige pludselig, der var et helt specielt bånd. Humor var det, der hele vejen igennem gjorde det muligt for os at være til stede. Midt i tårer og gråd gav vi hinanden lov til at grine, og det var en lettelse for os selv og alle omkring os.

Tavsheden på det nye job

Efter min barsel startede jeg nyt job. Ingen kendte mig, men alle kendte min historie. For den havde min chef fortalt dem. Det blev dog ikke til ét eneste klap på skulderen eller ét “Er du okay?”. De var bare helt mundlamme allesammen. Og det var meget ensomt.

Kollegaen, der anerkendte, at jeg var blevet mor

Der var dog en fantastiske tidligere kollega. Hun kom på barselsbesøg og havde taget blomster med til Astas gravplads. Spurgte selv, om hun måtte komme med hen til kirkegården for at lægge dem. Det måtte hun gerne.

Hun anerkendte virkelig, at jeg var blevet mor – for det var jeg jo, og det glemmer jeg hende aldrig for.

Veninderne, der turde være i sorgen med mig

Veninderne var en kæmpe opbakning, men mange af dem var også gravide eller havde små babyer, og det gjorde så ondt at sidde der foran dem med tomme hænder – ja og tom mave.

Nogle veninder kunne sætte sig ned ved min side og bare græde. Kom ikke med statistikker eller opmuntrende ord. Gik ned i det sorte hul sammen med mig og var der bare. Det var alt, hvad jeg havde brug for. At de var der. Og græd med mig.

Nogle veninder tog initiativ. Var vedholdende med at skrive eller ringe igen og igen på trods af, at jeg afviste at lave aftaler med dem. “Hej Signe. Må jeg komme forbi på torsdag kl 13-15. Vi går en tur og drikke en kaffe og så tager jeg hjem?”. ”JA” blev mit svar endelig. Det var en invitation, jeg kunne overskue og en vedholdenhed, jeg ikke kunne modstå.

Bedsteforældrenes dobbelte sorg og håb om at ”fikse” sorgen

Til sidst vil jeg nævne bedsteforældrene. De havde en helt særlig rolle for mig og Thomas. For var der noget, de kunne, så var det at dele sorgen med os.

Men de havde ikke kun mistet et barnebarn. De skulle også være vidne til deres eget barns største tab. Og de var knuste. Dybt ulykkelige, mildest talt. Bedsteforældrene ville dog så gerne fikse. Gøre det hele godt igen “Nu må vi videre? Glæder du dig ikke?”

Sorg er et livsvilkår, som man skal lære at leve med

Men sorg kan ikke fikses. Sorg er et livsvilkår, som man skal lære at leve med.

Efter at have levet med en sorg i to år, er det blevet nemmere. Det kan til tider stadig være svært. Nogle dage. Men heldigvis er der nu langt flere af de gode dage.

Jeg blev gravid igen et halvt år efter, vi mistede Asta. Det var en hård graviditet med mange ture til fødegangen og altid med nerverne udenpå tøjet, men ud kom Hannibal. Endda i raketfart. Så fin og helt perfekt og med sin helt egen kærlighedsrus.

Og Asta, hun lever videre gennem min historie.