Gravid igen – Forældre & Sorg

Gravid igen

En graviditet er ofte glædelig, men for forældre, der tidligere har mistet et barn, kan graviditeten også være præget af angst, uro og bekymring. Denne side er til dig, der tidligere har mistet, og som nu venter barn.

Du er også altid velkommen til at kontakte en af vores psykoterapeuter, hvis du har brug for at tale om de tanker, der fylder i den nye graviditet.

At være gravid igen

I Forældre & Sorg hører vi ofte, at det kommer bag på forældrene, at de oplever modstridende og blandede følelser i forbindelse med en ny graviditet. Nogle forældre har svært ved at glæde sig, og det kan få dem til at føle sig forkerte. Det er helt naturligt, men det kan være svært at stå alene med de tanker og følelser, som opstår. Derfor er det vigtigt, at du taler med dine nærmeste, f.eks. din partner, eller involverer en god ven eller tæt familie, hvis du er eneforælder. På den måde kan du blive støttet i at blive klar til det kommende barn.

At finde plads til det barn, som du har mistet og dit kommende barn

I en ny graviditet kan forældre opleve at føle dårlig samvittighed over for det barn, som de har mistet. Hvis du har mistet et lille barn, så er du måske bange for at glemme det. Nogle forældre har også svært ved at turde knytte sig til det kommende barn, fordi de før har oplevet at miste, og er bange for også at skulle miste det kommende barn. De modsatrettede følelser af glæde over den nye graviditet og frygt for at miste kan være svære at forstå – både for dig selv og for dine omgivelser – og derfor kan det være en god idé, at du taler med nogen, som kan støtte dig.

Familie og venners reaktioner

Din familie og dine venner er formentlig rigtig glade på dine vegne. Mange forældre oplever, at deres nærmeste føler et behov for kun at kigge fremad, at fokusere på det kommende barn og lade det barn, som du har mistet, træde i baggrunden. Det kan være svært, hvis du ikke udelukkende mærker glæde over det kommende barn, og det er naturligt, hvis det forstærker følelsen af ensomhed og savnet efter det barn, som du har mistet. Derfor er det vigtigt, at du fortæller dine omgivelser, hvordan du har det.
 

Bliv medlem af Forældre & Sorg

Forældre & Sorg er en medlemsorganisation, og som medlem er du er med til at gøre en forskel for de forældre, som oplever at miste deres barn. Vi har to typer medlemskab, der giver dig forskellige fordele.