”Du må ikke græde!”

Maria Lindum Hansen og hendes mand Jan Lindum Hansen er begge med i udstillingen ”Mindesmærker”. Faktisk var det kun Maria, der meldte sig, men da hun stod foran fotografen, besluttede Jan sig for at være med på billedet også. Så blev det noget, de gjorde sammen, for Mikkel, der døde 10 dage gammel i 2001, var deres barn sammen. Men for Maria Lindum Hansen er det også vigtigt, at være med til at gøre op med den tavshed og berøringsangst, hun selv blev mødt af, da hun mistede sønnen.

Hvad synes du om billedet?
“Jeg er glad for det! Det er flot, og det er os, som vi er. Det er sådan, vi ser ud til hverdag, og det virker hverken opstillet eller kunstigt. Tatoveringen er i fokus, men det er også følsomt, fordi vi er der sammen, og vi kigger på hinanden. Der er noget i mellem os. Det var lidt underligt, da vi stod der og kiggede hinanden i øjnene. Fem minutter var godt nok lang tid. Men, jeg synes, at billedet er sårbart, fordi vi stod dér i de lange fem minutter. Jeg er rigtig glad for, at Jan besluttede sig for at være med. Nu blev det vores billede, og det gav mening, for det var jo vores barn.

Hvordan har du det med, at så mange skal se billedet?
Det har jeg det fint med. 95 procent af dem kender mig jo ikke. De ser forhåbentlig bare på tatoveringen og tænker, at det er helt normale mennesker – at det kan være hvem som helst, det her sker for. Det gode ved udstillingen er, at den er udendørs, så så mange som muligt ser den. Jeg synes, det er en fin måde at gøre opmærksom på sagen, og det er mindre barsk end billeder af grave og døde børn.”

Hvad mener du, udstillingen skal gøre opmærksom på?
“Jeg synes personligt, at der er et tabu, som vi skal gøre op med. Vi går ikke rundt og skilter med, at vi har problemer eller er i sorg, og netop fordi vi ikke viser det ofte, så er folk ikke gode til at møde dem, der er i sorg. Det er ikke ond vilje. Folk tror, at de skal have noget klogt at sige, og så siger de ingenting. Men det er jo langt bedre at sige, at de ikke ved, hvad de skal sige, end at de vender sig om og går. Da Mikkel døde, var det som om, folk var bange for, at jeg gik i stykker eller begyndte at græde. Det skete flere gange, når jeg græd, at folk udbrød: ’Nej, du må ikke græde!’ Jeg har også oplevet, at nogen vendte sig om og gik, da de fik øje på os. Dengang syntes jeg, det var synd for mig, men i dag har jeg ondt af dem. De må have haft det forfærdeligt med at gå. De vidste jo godt, at vi så dem.”

Hvad betyder tatoveringen for dig i dag?
“Lige da jeg mistede Mikkel, brugte jeg meget tid på, om jeg skulle nævne Mikkel, når folk for eksempel spurgte, hvor mange børn jeg havde. Jeg havde ikke et problem med at sige det selv, men jeg var bange for deres reaktioner. Da jeg fik lavet tatoveringen syv år efter, Mikkel døde, var det selvfølgelig for mig selv, men også for ham. Derfor blev det lige meget, om jeg nævnte ham eller ej, alt efter hvordan situationen var. For tatoveringen er, ligesom Mikkel, en del af mig, uanset om jeg har lyst til at tale om ham eller ej. Tatoveringen gør også, at Mikkel er med mig hver dag – ligesom mine piger er – selv om jeg ikke kan se og røre ham.”