For virksomheder

Virksomheder spiller en essentiel rolle, når medarbejdere skal tilbage på arbejde efter en livskrise. Livskriser kan være alt fra skilsmisse til stress og selvfølgelig at miste en elsket nærtstående.

Intet menneske går igennem livet uden at opleve en eller flere livskriser, og i Forældre & Sorg ved vi, hvor stor en rolle arbejdspladsen spiller, når forældre i sorg skal finde fodfæste i hverdagen på ny.

Vi tilbyder virksomhedspakker bestående af rådgivning, sparring og undervisning i, hvordan I som arbejdsplads bedst tager hånd om jeres medarbejdere, når de er i krise. For når I formår, at få jeres medarbejdere godt tilbage på arbejde, så er I selv med til at mindske risikoen for, at I på sigt står med sygemeldinger eller opsigelser, fordi hverdagen med arbejdet bliver for uoverskuelig.
Det er vigtige indsigter, som ikke blot gør sig gældende, når medarbejdere er i sorg, men lige så meget når de er i en hvilken som helt anden form for livskrise.


Tilbage til arbejde

Denne pjece er både for dig, som er leder, dig, som er kollega og for den medarbejder, som har mistet.

Pjecen fremhæver relevante opmærksomhedspunkter og gode råd til, hvordan I i samarbejde kan skabe den bedst mulige opstart for jeres medarbejder, og så indeholder den konkrete redskaber, så I kan sikre en stabil tilbagevenden.

Arbejdspladsens vigtige rolle


For langt de fleste mennesker er arbejdet en del af deres identitet, og arbejdspladsen udgør et sted, hvor de er en del af et socialt fælleskab.

Derfor spiller arbejdsplasen en vigtig rolle, når forældre, som har mistet et barn, skal have genetableret en hverdag, og det er Forældre & Sorgs erfaring, at de forældre, som formår at vende tilbage til arbejdet i et stabilt og roligt tempo, er dem, der klarer sig bedst i sorgen.

De opnår hurtigere en normalisering af deres nye hverdag, og det er helt essentielt, hvis forældrene skal undgå at udvikle kompliceret sorg, og fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Sådan hjælper I bedst jeres sørgende medarbejder


Det er ikke kun jeres medarbejder, som skal være klar til at starte på arbejde igen. Det er lige så vigtigt, at alle på arbejdspladsen er klædt på til at hjælpe ham/hende godt tilbage. For at skabe de bedste forudsætninger bør både leder og kollegaer derfor forberede sig på at håndtere jeres medarbejders sorg og tilbagevenden.

Vi har skabt en kort guide, der giver jer et overblik over de ting, som I skal være opmærksommme på, hvad I kan gøre for at hjælpe jeres medarbejder bedst muligt og få inspiration til den løbende dialog mellem jer, som er en forudsætning for en god opstart.
Virksomhedspakke

Stabil og langtidsholdbar tilbagevenden

For en virksomhed er det vigtigt at få en medarbejder godt tilbage efter en livskrise. Alligevel har de fleste arbejdspladser ingen officiel procedure for, hvordan de skal hjælpe deres medarbejdere. 

Vores virksomhedspakke hjælper jer med at sikre et godt opstartsforløb for jeres medarbejder, og den er baseret på nyeste viden og forskning samt erfaringer og tilbagemeldinger fra vores mangeårige arbejde med sørgende. I får kendskab til sorg og sorgreaktioner samt vigtig viden om, hvordan I som arbejdsplads, bedst etablerer en omsorgsfuld, fleksibel og tryg genopstart, som sikrer en stabil og langtidsholdbar tilbagevenden.

Virksomhedspakken giver jer samtidig mulighed for at afklare, hvordan I - med udgangspunkt i jeres specifikke arbejdsplads - skaber de bedste forudsætninger for at hjælpe en medarbejder godt tilbage. Med virksomhedspakken får I viden og konkrete værktøjer, som kan anvendes i flere sammenhænge, fordi meget af indholdet også kan overføres til de af jeres medarbejdere, som går igennem andre typer af livskriser end sorg.

Virksomhedspakken består af:

  • 3x 45 min. ledersparring med en erfaren psykoterapeut
  • 2 timers undervisning for leder og kollegaer
  • Derudover tilbydes forælderen/medarbejderen gratis terapeutiske samtaler med en psykoterapeut med specialiseret viden inden for området

Pris: 1.000 kr. for små virksomheder (op til 10 medarbejdere)

Pris: 2.500 kr. for mindre virksomheder (op til 20 medarbejdere)

Pris: 5.000 kr. for mellemstore virksomheder (op til 50 medarbejdere)

Pris: 7.500 kr. for større virksomheder (op til 100 medarbejdere)

Pris: 10.000 kr. for store virksomheder (mere end 100 medarbejdere)

For at gøre det muligt for alle virksomheder at gøre brug af vores tilbud, har vi fastsat prisen ud fra virksomhedens størrelse. Hvis I ønsker at bestille vores virksomhedspakke, eller hvis I har spørgsmål til indholdet, så tøv ikke med at kontakte os via kontakt@foraeldreogsorg.dk.

Forældre & Sorg klæder virksomheder på


Vi kan og bør alle være blandt de 100 hænder, som er med til at gribe et menneske, når livet gør allermest ondt, og vi ved, at arbejdspladsen spiller en utrolig vigtig rolle heri. Men det er de færreste arbejdspladser, som har viden om og procedurer for, hvordan de på en god og langtidsholdbar måde hjælper deres medarbejdere efter en livskrise.

Derfor klæder vi virksomheder på til at tage imod forældrene, når de igen skal tilbage på arbejde. Forældrenes fortsatte tilknytning til arbejdsmarkedet har nemlig stor betydning for, hvordan forældrenes fremtidige hverdag udfolder sig, og derfor arbejder vi for, at virksomheder er bevidste om deres ansvar for medarbejderes mentale trivsel.

Sorg er et samfundsansvar


Hver år mister mere end 850 børn og unge op til 21 år livet, og det efterlader op mod 4.000 nærmeste pårørende i den dybeste sorg.

I Forældre & Sorg ved vi, at det er muligt at leve et godt liv, selvom man har mistet sit barn. Men det tager tid at nå dertil og det kræver hjælp. God, rigtig og specialiseret hjælp. Forældre & Sorg er den eneste specialiserede, professionelle straksindsats, som arbejder for at forebygge kompliceret sorg ved at tilbyde forældrene den nødvendige, terapeutiske hjælp og støtte gratis og inden for få hverdage. Det gør vi, fordi den sorg, som forældrene nu skal leve med, er meget alvorlig. Hvor ca. 10% af befolkningen er i risiko for at udvikle kompliceret sorg, hvis de mister en elsket, så er risikoen for forældre, som mister et barn, op mod 60%.