Fortsat kvalitetsstempel af vores terapeutiske rådgivning

Genakkreditering

Forældre & Sorg er blevet genakkrediteret

I efteråret 2023 blev Forældre & Sorgs tilbud om gratis terapi, rådgivning og støtte genakkrediteret af brancheforeningen RådgivningsDanmark, og dermed kan forældre, som mister deres barn, fortsat finde akkrediteringsstemplet på vores hjemmeside, og vide sig sikre i at der er tale om et specialiseret og relevant tilbud.

”Som direktør var jeg meget stolt, da Forældre & Sorg første gang blev akkrediteret i 2020, og jeg er ikke mindre stolt nu, hvor vi er blevet genakkrediteret” fortæller direktør Birgitte Sofia Horsten. ”Det er så utrolig vigtigt, at forældre i sorg bliver mødt af specialiseret hjælp, og vi ved, at mange har svært ved at gennemskue, hvilke tilbud om sorgstøtte der er funderet i faglige indsigter og videnskabelig evidens, og hvilke som ikke har den tyngde. Med akkrediteringsstemplet kan vi vise forældre, som leder efter kvalificeret hjælp, at vi er en specialiseret og professionel organisation, og at vores terapeuter arbejder ud fra relevant viden og ny forskning, samt systematisk og metodisk forsvarligt inden for sorgområdet.”

Det er vigtigt med gennemsigtighed i tilbud til sørgende

Der findes forskellige tilbud rundt om i landet, og det kan være svært som sørgende at gennemskue, hvilke af dem som er baseret på faglige indsigter og specialviden, og hvilke der ikke er. Det er dybt problematisk, for sorgen over at miste sit barn er ekstremt alvorligt, og derfor skal det være let for sørgende at gennemskue, hvilke tilbud, der har en reel forebyggende effekt, så forældrene ikke risikerer at udvikle komplicerede sorgreaktioner.

”Det er dybt foruroligende, at det kan være svært at gennemskue kvaliteten af de tilbud, som er derude. Forældre i sorg står i en fuldstændig meningsløs situation, ramt af den største sorg, og mange har ikke overskuddet til at undersøge, hvilke tilbud der eksisterer”, udtaler direktør Birgitte Sofia Horsten. ”Det gør mig meget bekymret, fordi det kan have alvorlige konsekvenser, hvis forældrene ender med ikke at få specialiseret hjælp. Sorgområdet er ikke et sted for synsninger, og akkrediteringen er et vigtigt kvalitetsstempel, som tydeliggør overfor forældrene, at Forældre & Sorg har et tilbud, der lever op til branchens højeste rådgivningsfaglige og metodiske standarder.”

Akkrediteringen, som tildeles af RådgivningsDanmarks auditorer, gælder frem til 2026. I deres udtalelse omkring genakkrediteringen har auditorerne lagt særlig vægt på Forældre & Sorgs faglige ståsted.

”Forældre & Sorgs terapeutiske rådgivning er den eneste rådgivning af sin art i Danmark – terapeutisk rådgivning til forældre der har mistet et barn”, forklarer Trine Nyby, direktør i RådgivningsDanmark, ”Rådgiverne gør det med stor omsorg og empati, mens de står på et stærkt fagligt fundament.”

I 2023 gjorde 759 forældre brug af vores specialiserede terapeutiske rådgivning.

Om RådgivningsDanmark

RådgivningsDanmark er en brancheforening for gratis, sociale rådgivningstilbud, og de har udviklet en akkrediteringsordning, der indeholder en fælles kvalitetsstandard. Med en akkreditering bliver det derfor mere tydeligt overfor brugere, samarbejdspartnere og bevillingsgivere, at en organisation har en social rådgivning af høj kvalitet.

Vores website anvender cookies for at sikre dig en god oplevelse! Navigerer du videre på websitet uden at ændre dine indstillinger, antager vi, at du accepterer at modtage alle vores cookies.