Hvad sker der med hjernen, når vi er i sorg?

Neuropædagog og coach Johny Gammelgaard fortalte på et årsmøde om Hjernen, Stress og Trivsel. Han fortalte, hvordan den moderne tids udfordring omkring stress bl.a. er, at vi driver rovdrift på de samme områder af hjernen, og at de kredsløb, der sikrer oprydning, genopretning og balance, derfor har svære kår. Det er vigtigt med en god balance, både når det kommer til mentalt og fysisk velvære, men i høj grad også når det kommer til kreativitet, problemløsning osv. Er man i sorg, har hjernen endnu mere brug for pauser; for sorg belaster alle dele af kroppen.

Under Johny Gammelgaards foredrag blev vi klogere på hjernens mekanismer og biologien og også på en forståelse af, hvorfor viden om hjernen er vigtig for at forstå os selv og vores nærmeste bedre. Hvad sker der med hjernen, og hvorfor agerer vi, som vi gør, når hjernen udsættes for et enormt pres, som det f.eks. er at være i sorg?

Hvordan fungerer hjernen?

Johny Gammelgaards forståelse af hjernen tager udgangspunkt i blandt andre læge og neurovidenskabsmand Paul D. MacLeans og cand.psych. PhD Susan Harts teorier, der gennem de seneste år har vundet mere og mere indpas og nu accepteres bredt inden for de terapeutiske og sundhedsfaglige områder.

Johny forklarede, at når hjernen er i balance, fungerer den ved, at vi igen og igen bruger de samme mønstre, og at vi derved agerer relativt fornuftigt, men når hjernen er i ubalance og bliver overbelastet, står følelserne i kø for at hjælpe. Dvs. at når vi er i sorg, er det det rationelle og tænkende system, der lukker ned først, og i stedet for at tænke bliver vi meget handlende, samtidig med at der skrues op for følelserne.

Hos forældre, der har mistet et barn, kan det f.eks. opleves i forhold til katastrofetanker om vores nærmeste. Vi kan pludselig se farer alle vegne, nogle kan frygte, at deres partner kører galt på vej til arbejde, samt have formaninger om håndtering af sikkerhedssele, hastighedsgrænser, mobil etc. eller katastrofetanker om, hvad der nu også kan ske med vores levende børn. Vi ved godt, rent rationelt, at der er en minimal risiko for, at der sker noget, men sorgen og alle de dertilhørende følelser påvirker os og vores hjerne, så vi overvældes i en sådan grad, at det kan være svært at slippe igen.

Den tredelte hjerne

Hjernen er groft sagt bygget op i tre lag. Nederst er hjernestammen, som er den basale enhed, som bl.a. dækker åndedrættet.

Derover findes pattedyrshjernen, som er den følende enhed, som rummer områderne hippocampus og amygdala. Hippocampus tager sig bl.a. af korttidshukommelse og overblik. Amygdala er kroppens alarmsystem, der aktiverer kamp-eller-flugt-adfærd og arbejder på præsentation og overlevelse, og her sker også mekanismen ”reaktion før refleksion”, som især viser sig, når vi bliver presset.

Øverst finder vi pandelapperne, som er den rationelle og tænkende del af hjernen, og det system som adskiller mennesket fra andre pattedyr. Pandelapperne står for refleksion og valg og kan beskrives som en beslutningsenhed. Det ligger også øverst i pandelapperne at planlægge, f.eks. hvad skal vi have at spise, og hvem henter børn, altså hele tiden planlægge, hvad der skal ske og gøres i fremtiden. Det er også i denne del af hjernen, at vi interagerer med og analyserer erfaringer fra den eksterne verden.

Hjernen vil hele tiden gerne prøve at forstå og vil gerne finde mening, da dette er en meget vigtig opgave, som samtidig giver os ro. Johny Gammelgaard kom med et eksempel: ”Hvis far kommer ind til sin søn, der spiller computer og siger ”nu skal vi spise”, så kollapser sønnens planer (i pandelapperne) og følelserne (amygdala) får frit spil, og han vil garanteret protestere, blive irriteret og synes, at hans far er MEGA irriterende”.

Men hvis sønnen var blevet advaret og på forhånd havde fået at vide, at der skulle spises kl. 18 – og måske havde haft en far, der stak hovedet ind et kvarter før og lige mindede om det, så kunne pandelapperne i ro have lavet nye planer.

En hjerne i sorg

Det, der under pres udspiller sig i pandelapperne og i følelsescentret (hippocampus og amygdala) giver også mening i forhold til at være i sorg. Når man er i sorg, giver ens verden ikke længere mening, og frustration, magtesløshed, vrede, angst m.m. tager over, dvs. en hjerne i ubalance, som kæmper for at finde mening, ro og orden.

Følelserne (amygdala) har hele tiden brug for at regulere sig og finde ud af, hvad de skal føle, eller hvordan kroppen skal handle. Når de bliver presset, skruer de op for stresshormonerne i kroppen, og det bliver følelserne, der har magten, hvilket også betyder ”Reaktion før refleksion”.

Det er noget af det mest smertefulde at miste et barn, men det er meget forskelligt, hvor hurtigt vi kommer tilbage til os selv, altså hvor hurtigt vi forstår, hvad der er sket, og hvordan der kan/skal handles, når ens verden ikke længere hænger sammen.

Michael Storgaard, som deltog i Johny Gammelgaards foredrag, fortæller: ”Det var dejligt at høre et oplæg, man nemt kunne relatere til. Oplægget gav mig samtidig et godt indspark til, hvorfor vi og hjernen reagerer, som vi/den gør. Jeg synes, at Johnys fortælling om, hvordan Søhesten (hippocampus) lukker ned, når den har for meget at lave, er et rigtig godt billede, og noget jeg kan bruge i min hverdag. Johny fortalte også om, hvordan man i pressede situationer f-eks. kan træde et skridt tilbage, trække vejret dybt, for så igen at kunne få overblikket og huske, det man skulle. Det giver mening både i forhold til at være i sorg, men også i forhold til en almindelig travl hverdag”.

Hvordan passer man på hippocampus på den lange bane?

Johny Gammelgaard har undersøgt, hvordan man i stressede situationer kan passe bedre på sig selv og hippocampus (hukommelsen), og han fortæller, at vi alle kommer i ubalance, når vi er i sorg, og at hjernen derved bliver overbelastet, men han påpeger samtidig, at det er forskelligt, hvordan vi håndterer det.

Når vi ser på, hvad der sker i hjernen, og hvordan vi prøver at finde balancen igen, så er vejen til håndtering af den nye hverdag via hippocampus, som Johny også kalder ”stresshormonernes termostat”. Skal hippocampus løse problemerne har den brug for et samarbejde med pandelapperne. Det handler om at prøve at få overblik, altså; ”skal ”det” gemmes eller ikke gemmes”. Hippocampus styrer, om information kommer ind og ligge på en hylde (gemmes) eller ej. Den er samtidig god til at se muligheder, men ligesom pandelapperne kan den ikke lide, når der skrues op for stresshormonet cortisol.

”Hukommelsesproblemer er netop et af de emner, som vi i Landsforeningen Spædbarnsdød også har erfaringer med i den terapeutiske rådgivning, hvor forældre i sorg og deres hippocampus er påvirket i en sådan grad, at forældrene oplever at have problemer med at huske helt simple dagligdagsting,” fortæller Anne Rasch Adamsen, der er terapeutisk rådgiver i Landsforeningen Spædbarnsdød.

Hjernen skal have pauser

”Det, der er vigtigt at huske som sørgende, er derfor f.eks. at give sin hjerne pauser. Johny Gammelgaard kom med flere gode idéer, ligesom det også er noget, vi løbende taler med forældrene om,” fortæller Anne.

”Vi anbefaler forældrene at prioritere pauserne og prioritere det, der giver dem ro, hvor de kan mærke, at deres hjerne og krop får en pause. Det er vigtigt at fokusere på at gøre, hvad vi kan for at passe på os selv midt i sorgen. I den terapeutiske rådgivning hos Landsforeningen Spædbarnsdød er vi meget opmærksomme på sammen med forældrene at lave strategier, der støtter forældre til bedre at kunne forstå og overskue de udfordringer, som de uventet står midt i. På den måde støtter vi hippocampus til at få ro samt skabe overblik”.

Ideer til ”hjernepauser”

• Morgenritual inden andre vågner: tænd et lille lys, mens du drikker en kop te og kaffe og bare sid uden at tænke på noget særligt.
• Lav en meditationspraksis eller andet, der kan give dig en pause fra de overvældende tanker og følelser. Der findes mange apps med små korte gratis mindfulness øvelser eller meditationer f.eks. ”Headspace” (der er på engelsk). 3 minutter er nok.
• Gå 5-10 minutter. Forskning har vist, at det er en af de bedste måder at få hjernen tilbage i balance. Samtidig ved vi, at dagslyset også har en positiv effekt – selv når det er overskyet.
• Gør noget unyttigt i 10 minutter, læg f.eks. et puslespil eller begynd at hækle, det kan være lindrende at gøre noget med kroppen og slå hovedet fra.
• Træk vejret. Vejrtrækningsøvelser kan skabe ro, hvis du føler dig ”ude af dig selv” og samtidig skabe pause fra tankemylder, da man under vejrtrækningsøvelser har fokus på at tælle m.m. Prøv f.eks. ”box-åndredrættet”: tæl til 5, mens du langsomt trækker vejret ind. Hold vejret, mens du tæller til 5, og pust langsomt ud på fem. Gentag 4 gange morgen og aften.
• Aftenritual kunne fx være at lave en lille stund, hvor du tager et varmt bad, laver en kop varm te uden koffein og sætter dig i måske 5 minutter og lytter til beroligende musik inden sengetid (søg f.eks. Relaxing Music på YouTube).

Vælg f.eks. 2 hjernepauser hver dag og beslut dig for, hvornår du vil gøre det. F.eks. lav box-åndedrættet når du vågner, og inden du vækker resten af familien og gå en tur på fem minutter, når du kommer hjem fra arbejde, og inden du går ind i lejligheden/huset.

Men har man lige mistet, er der noget andet man skal fokusere på: tid til søvn og mad. Vi skal slet ikke begynde at tænke på at regulere os selv, før vi kan overkomme det mest basale. Pandelapperne kommer nemlig i ubalance, når man ikke spiser, sover m.m. Det er derfor altid vigtigt først at se på de grundlæggende fysiologiske behov, selv om det kan føles ligegyldigt i situationen.

Er du i tvivl om, hvad du har brug for, kan du altid kontakte den terapeutiske rådgivning.

Litteratur:

Hart, Susan: Hjerne, samhørighed, personlighed – introduktion til neuroaffektiv udvikling, 2006, Hans Reitzels forlag. http://www.neuroaffect.dk/

MacLean, Paul D.: The Triune Brain in Evolution: Role in Paleocerebral Functions, Sprog: engelsk, 1990, Forlag: Springer