“Jeg troede, jeg kunne det hele”

Når forældre mister et spædbarn, er der en risiko for, at fædrenes sorg bliver overset. Det kan få langvarige og triste konsekvenser. For Michael Schlicter var det vigtigste at passe på sin hustru, men hans sorg blev overset af både hans arbejdsplads og ham selv. Det førte til posttraumatisk stress, en lang sygemelding og jobskifte for Michael Schlicter. Selv er han sikker på, at hvis han havde fået den nødvendige tid til sin sorg, var det aldrig kommet så langt ud.

 

Da Michael og Nadja blev far og mor til tvillingerne Sofia og William, var intet som det burde være. For der var ingen babyer at tage med hjem, der var ingen babyer at kysse eller passe på. William og Sofia døde begge kort tid efter fødslen og Michael og Nadja stod tilbage med den største sorg. I tiden efter gjorde Michael alt, hvad han kunne, for at passe på Nadja. Det var det vigtigste i verden for ham. Hun skulle have det godt igen.

“Jeg tror, det er den gængse holdning. Det var også min holdning. Jeg ville beskytte Nadja og sikre mig, at hun havde det godt, inden jeg kunne passe på mig selv”, siger Michael Schlicter.

Kunne klare tingene selv

Han understreger flere gange, at det ikke var et bevidst valg og absolut ikke, fordi Nadja ikke gav ham plads eller lov til at være ked af det.

“Det var bare sådan, det var. Nadja ville gerne hjælpe mig, men spørgsmålet er, om jeg gav hende lov”, siger Michael. Han har aldrig været en mand, der har haft brug for hjælp, han har klaret tingene selv, styret karrieren og været det, han kalder en “rigtig mand”.

Lige indtil den dag, hvor han knækkede og ikke længere kunne rumme sorgen over at have mistet sine to børn.

“Det var omkring fire måneder efter Sofia og William blev begravet. Jeg havde tabt mig meget, havde konstant kvalme og var rigtig trist. Nadja var begyndt på arbejde igen, og jeg havde været tilbage på arbejde længe. Nadja og mine forældre fik mig presset afsted til lægen, som hurtigt kunne konstatere, at jeg skulle sygemeldes”, fortæller Michael.

Lægen mente, at Michael havde fået posttraumatisk stress af den oplevelse, han og Nadja havde været igennem med fødslen og tabet af deres tvillinger.

Michael var sygemeldt i otte uger, hvorefter han kom tilbage på sin daværende arbejdsplads på deltid i fire uger, inden han var i stand til at arbejde på fuld tid igen. Efter fire måneder på fuld tid valgte Michael at skifte arbejdsplads.

Det er ikke første gang, Birgitte Horsten, direktri Forældre og Sorg, bliver gjort bekendt med de uheldige konsekvenser af oversete sorgreaktioner hos mænd.

“Desværre er det noget, vi ofte hører. Den manglende anerkendelse af mandens sorg får triste konsekvenser på sigt, og rigtig mange mænd, vi har talt med, beretter om, at det har ført til sygemeldinger, angst, mistrivsel på arbejdspladsen og i familien, jobskifte og meget mere”, siger Birgitte Horsten og fortsætter:

Samfundets holdning

Efter tvillingernes fødsel og død holdt Michael 14 dages fædreorlov, som alle nybagte fik på daværende tidspunkt. Michaels daværende arbejdsplads gjorde det klart for ham, at hvis han havde brug for mere tid, måtte han bruge feriedage på det.

“Der var ingen på arbejdet, der sagde “tag den nu lidt med ro”. Der var en forventning om, at jeg skulle levere fra den dag, jeg kom tilbage på arbejdet. Og der blev spurgt meget lidt ind til, hvad der var sket med Sofia og William. Det var som om, det aldrig var sket”, fortæller Michael.

Han gætter på, at han aldrig ville være nået derud, hvor sorgen blev til fysiske symptomer og hvor det blev nødvendigt med en længere sygemelding, hvis han havde fået den nødvendige tid til at bearbejde sin sorg.

“Hvis jeg havde haft de samme muligheder for orlov, som kvinder har i den situation, tror jeg ikke, det var kommet så langt ud. Sorgen ville stadig være der selvfølgelig. Men jeg tror på, der er brug for en ændring af samfundets holdning til det her. For mænd har også brug for tid til at ramme bunden og komme op igen, inden de smides tilbage på arbejde”, siger Michael.

 

Forskelsbehandling på fædre og mødre

For Nadja blev det tydeligt, da hun kom tilbage på arbejde, at hendes mand ikke havde det godt. Derhjemme talte de om Sofia og William, de talte om fødslen, tiden på hospitalet og om, hvordan de hver især havde det.

“Der skulle have været mere plads til Michaels sorg på hans arbejdsplads og hos omgivelserne. Jeg fik al den tid og plads, jeg havde brug for alle steder. Hvis fædre, der mister, har samme rettigheder som mødrene, vil det sende et signal om, at det er lige så legalt for en mand som for en kvinde at være i sorg”, siger Nadja. Hun fortæller desuden, at hendes arbejdsgiver ringede og tilbød hende at komme tilbage på deltid, komme en time om ugen eller bare kigge forbi til en kop kaffe og en snak, hvis det var det, hun havde brug for.

“Jeg mødte så meget forståelse og opbakning fra min arbejdsplads og omgivelserne”, siger Nadja.

Gode til at hjælpe hinanden

Det er varme og kærlige ord, der strømmer ud af Nadja og Michael, når de taler om hinanden og den måde, de var sammen på i tiden efter deres tvillingers død. De var meget ens i deres måde at være i sorgen på, selvom Michael havde en enorm beskyttertrang over for Nadja.

“Vi var gode til at rumme hinandens sorg, og vi var gode til at hjælpe hinanden og tale om alt, hvad der var sket. Tilbage står bare at ønske, at andre havde mødt Michael med samme omsorg og forståelse, som jeg blev. Jeg ville virkelig ønske, der var et tilbud til fædre, så de får den bedste hjælp og ikke får følelsen af, at deres sorg negligeres, siger Nadja.

 

Lidt om Sofia og William:

Sofia og William blev født den 27. juni 2012 på Rigshospitalet. William døde tre dage efter sin fødsel. Sofia døde 12 dage efter sin fødsel. Tvillingerne blev født i uge 24 og vejede begge 500 gram ved fødslen.