”Jeg ville have taget imod hvad som helst” – Der var ingen systematiseret hjælp til familien, da 15-årige Maceo tog sit eget liv

Hvis du, eller en du kender, er i krise, eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan kontakte Livslinien alle dage fra kl. 11 til 05 på tlf.: 70 201 201.
Er du eller en du kender akut selvmordstruet, så skal du ringe 112.

 

Den 15. juli 2015 mistede Bodil Hofstede og hendes mand deres yngste søn, Maceo. Familien var dagen før ankommet til Alicante, hvor de skulle holde sommerferie. I løbet af dagen var Bodil, hendes mand og deres ældste søn gået ud for at købe noget frugt og en ventilator til Maceo, som selv ønskede at blive tilbage i lejligheden. Familien var væk i 40 min, og i løbet af den tid sprang Maceo ud fra ferielejlighedens balkon, der lå på 13. etage.

“Det kunne være rigtig rart, at der blev tændt en alarmklokke, og at der blev aktiveret et beredskab, som kunne rykke ud. Jeg ville have taget imod hvad som helst. Det er ikke sikkert, at de andre to havde taget imod det, men det havde været rart med et tilbud. At nogen havde taget os i hånden og sagt, at når nu det skete er sket, så findes der de og de tilbud.”

Før 2021 fandtes der ikke et specialiseret tilbud til forældre, som mistede større børn

Siden 2021 har Forældre & Sorg tilbudt gratis terapeutiske samtaler til alle forældre, der mister børn op til 21 år, og det er fortællinger som Bodils, som understreger, hvor vigtigt det er, at der eksisterer et sikkerhedsnet, som griber forældrene, når deres verden falder sammen. Ingen forældre bør være efterladt til selv at identificere og kontakte kvalificeret hjælp og støtte i den sværeste tid.

”Det er meget trist og problematisk, at der ikke tidligere har eksisteret en specialiseret og professionel straksindsats for alle forældre, som mister større børn”, udtaler Birgitte Sofia Horsten, direktør i Forældre & Sorg. “Ingen forældre må stå alene, når sorgen rammer, og derfor er vi meget glade for, at der i dag er politisk opbakning til at støtte forældrene, bl.a. ved at sikre dem adgang til gratis terapeutiske samtaler hos Forældre & Sorg. Terapeutiske samtaleforløb der vel at mærke kan igangsættes allerede få dage efter dødsfaldet, hvis forældrene ønsker det. Og vi er kommet langt i etableringen af hjælp til forældre i sorg, men det er vigtigt, at der bliver indført nationale retningslinjer, der sikrer, at alle forældre bliver henvist til den hjælp, så snart tragedien sker.”

”Vi har måtte fjerne alle knive i skufferne. Men ingen tager det alvorligt, når det er børn”

Maceo var 15 år, da han begik selvmord, og dermed blev han en del af den statistik, som fortæller, at ca. 20 unge under 20 år hvert år gør en ende på deres liv.

For Bodil var det kulminationen på et liv fyldt med smerte og svigt fra offentlige instanser.

”Maceo var et smertepræget barn både fysisk og psykisk. Han havde syv diagnoser og var et ekstremt sensitivt barn. Han var meget udfordret i sit liv, havde en høj IQ og havde bl.a. også Asberger, angst, led af spiseforstyrrelse og refluks.”

Så kort som fire uger før Maceos død var han sammen med sine forældre forbi akutmodtagelsen på Sankt Hans (psykiatrisk hospital, red.), fordi han var selvmordstruet.

”Maceo havde selv pakket en taske, og han ville gerne indlægges og have hjælp. Men der var ikke nogen børnelæger, som havde nattevagten, så vi blev mødt af en voksenlæge. Lægen spurgte Maceo: ”Du kunne da ikke finde på at tage dit eget liv, vel?”. Maceo var autist, og autister har en meget konkret og tidsbestemt måde at være i verden på, så han svarede selvfølgelig ”nej”. For lige dér, på en sofa med mor og far på hver side, følte han sig tryg. Så lige dér og i netop dét øjeblik, så ville han ikke tage sit liv. Hans nej gjorde, at vi blev sendt hjem igen uden hjælp.”

Når råb om hjælp ikke bliver mødt

Episoden på Sankt Hans var langt fra første gang, at Maceo råbte om hjælp. Faktisk havde han og hans forældre forsøgt at råbe på hjælp gennem en stor del af hans liv.

”Maceo blev meget sent diagnosticeret med autisme. Det skete først i januar 2015. Herefter var vi til et netværksmøde på børnepsyk i februar 2015, hvor Maceos skole, kommunen og andre aktører deltog. Børnepsyk havde ti punkter, hvor de mente, at Maceo havde brug for hjælp. Vi fik afslag fra kommunen og vi ankede beslutningen. Det betød, at Ankestyrelsen havde sagen liggende hos dem, da Maceo døde nogle måneder senere. Vi valgte at føre sagen videre, og i oktober 2016 fik vi medhold. På det tidspunkt havde Maceo været død i over et år, så vi kunne ikke selv bruge det til noget, men vi håbede, at det kunne skabe præcedens i andre sager, hvor forældre kæmper for hjælp til deres barn.”

Med psykiatriens 10-årsplan, som i januar 2022 blev offentliggjort i Sundhedsstyrelsen faglige oplæg ’Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser’, er der blevet sat politisk fokus på mental sundhed. Det er vigtige, politiske skridt hen mod bedre forhold for mennesker, der lever med psykiske udfordringer. Samtidig er det en plan, der inkluderer pårørende, og som sætter fokus på den forebyggende indsats, herunder styrkede samarbejder på tværs af sektorer, aktører og specialiseringer – og det er fortællinger som Bodils, der er med til at belyse, netop hvor mange aktører som er inde over, når børn har det svært.

”Hurtigt efter Maceos død sendte jeg en fællesmail ud til alle, som vi havde været i kontakt med: Sundhedsplejersker, lærer, sygeplejersker, børnepsyk, Ankestyrelsen og mange flere. For vi mente, at der var mange, som var dybt ansvarlige for hans død.”

”Jeg forstod ham godt”

Fordi Maceo døde i Spanien, så fik familien hjælp fra det danske konsulat dernede. Og det var vigtig hjælp, for omstændighederne omkring dødsfaldet betød, at hele familien til at begynde med blev mistænkt for hans død. De blev afhørt og stillet for retten af det spanske politi. Først to dage senere fik de lov til at se Maceo, inden han blev fløjet i kiste tilbage til Danmark.

”Det var så vigtigt for mig at få lov at se Maceo. Min mand, Maceos far, havde allerede identificeret ham, men jeg havde brug for at se ham alligevel. Vi blev frarådet det, men de mennesker, som havde været inde over, havde gjort det så godt. De havde arbejdet på ham i 24 timer, og han så så fin ud. Det betød så meget, at jeg fik lov til at sige ting til ham. Fortælle, at jeg elskede ham. At jeg godt forstod ham. Det var smukt. Det var godt, at vi kæmpede for, at vi fik lov til at se ham. At vi fik mulighed for at afslutte det visuelle.”

Forældre i sorg bliver ikke automatisk tilbudt hjælp

Der findes ingen nationale retningslinjer, der sikrer, at forældre, som mister et større barn, får tilbudt støtte. Det betyder, at det er tilfældigheder, der afgør om og hvilken hjælp, forældrene bliver tilbudt.

”Vi blev tilbudt krisepsykolog, lige da Maceo døde, og jeg talte i telefon med hende en enkelt gang. Min mand takkede nej. Krisepsykologen kom ud af det blå, og jeg ved den dag i dag ikke, hvor hun kom fra. Om det var konsulatet eller vores forsikringsselskab, der havde arrangeret det. Jeg talte med hende den ene gang, og hørte aldrig mere fra hende.”

Da familien kom tilbage til Danmark, så erfarede Bodil, at hun selv måtte finde frem til yderligere støtte.

”Vi fik ikke nogen form for officiel hjælp, og jeg googlede mig selv frem til Landsforeningen NEFOS, som jeg så sendte en mail. De kontaktede derefter mig umiddelbart efter hans død, og det var en god snak, jeg fik her. Jeg talte med mennesker, der virkelig forstod, hvad det var, jeg talte om. Ca. ni måneder senere begyndte jeg i en sorggruppe. Den bestod udelukkende af forældre, som havde mistet børn til selvmord. Vi mødtes otte gange og det gav mig rigtig meget. Jeg var den eneste i familien, som var i en sorggruppe. Min mand og vores ældste søn ønskede ikke at gøre brug af den type tilbud.”

Der var dog én person, som rakte ud og som viste sig at være en stor hjælp.

”Vores egen læge var fantastisk. Hun ringede næsten hver dag.”

Hjælpen må ikke være tilfældig

Det er ikke nødvendigvis en selvfølge, at eksempelvis de praktiserende læger tjekker op på familier i krise, sådan som Bodil oplevede det, og i det hele taget eksisterer der ikke et sikkerhedsnet, som bliver foldet ud, når tragedier som denne sker. Derfor bliver hjælpen et resultat af tilfældigheder, og for Bodil og hendes familie endte den med at komme fra et uventet sted.

”Vi kom i kontakt med en autismekonsulent, som vi talte med efter Maceos selvmord. Vi mødtes med hende tre gange. Det hjalp til, at der faldt nogle ting på plads. For hun kunne fortælle, at autister som Maceo er på enormt overarbejde hele tiden. Så Maceo var slidt. Det krævede meget af ham at holde sammen på sig selv. Hun kunne give os det perspektiv, at vi faktisk kun havde ham på lånt tid. Var det ikke lykkedes ham at tage sit eget liv i Spanien, så var det lykkedes på et andet tidspunkt. Det kunne vi bruge til noget, for idet Maceo først sent var blevet diagnosticeret, så var vores viden om autisme begrænset.”

”Jeg føler, at børn og selvmord er et uoplyst område”

Med den nye 10-årsplan for psykiatrien vil der forhåbentlig ske en styrkelse af de indsatser, som kan hjælpe mennesker med psykiske udfordringer og deres pårørende. Men et politisk fokus på mental sundhed er ikke nok. Ifølge Sundhedsstyrelsen vil op til 50% af befolkningen få en psykisk lidelse i løbet af livet, og derfor er der brug for en større åbenhed omkring emnet. For vi har alle – familie, venner, kollegaer, fagpersoner m.m. – et ansvar for at være med til at gribe et menneske i krise. Hvad enten der er tale om personer med psykiske lidelser eller pårørende til et menneske, som har det svært.

For Bodil er det vigtigt, at familien taler højt om Maceo, og hvad der er sket, og det er hendes oplevelse, at det er udfordrende for mennesker omkring hende at finde ud af, hvad de skal sige og gøre.

”Jeg taler højt om det, men det gør jo bare noget ved andre mennesker, når man taler om det. Bum, så stopper samtalen. Folk er ikke klædt på til det. Men vi taler om ham til alle, for han må ikke blive glemt, og det bliver han aldrig. Jeg bliver stædigt ved med at tro på, at det ikke må være tabu. Vi skal tale om det. Det er vejen frem. For selvmord er et tabu. Jeg er medlem af forskellige grupper for efterladte og pårørende, og det er det, jeg læser. Og det er det, jeg selv har oplevet og fortsat oplever.”

”Det er rart, at der er nogle derude, som ved, hvad vi har været igennem”

Sorg og ensomhed går ofte hånd-i-hånd, og også Bodil oplevede at familien stod meget alene med det hele.

”Der var ikke nogen, som støvsugede min bil. Ingen tilbød at handle ind. Jeg var træt helt ind til kæberne. I vores liv med Maceo måtte vi ofte melde afbud til indbydelser, vi fik fra venner, fordi Maceo ikke kunne overskue det, når vi skulle afsted, eller fordi han blev fysisk dårlig, og vi så af den grund måtte blive hjemme. Det gjorde for os, at vennerne faldt fra. Men da vi stod til bisættelsen i kirken, så kom der nogle venner, som var faldet fra i årenes løb.”

Bodil ville ønske, at hun havde oplevet mere omsorg fra omgivelserne, og hun forestiller sig, at hun og hendes mand havde mødte langt større forståelse, hvis de havde mistet et barn til eksempelvis kræft. Den nærmeste familie var der for dem, men de boede langt væk, og var derfor ikke en del af Bodil og hendes mands dagligdag. Til gengæld oplevede hun, at omsorgen kom fra uventet kant.

”At mærke omsorgen fra andre er vigtig. Vi oplevede en stor omsorg fra f.eks. bedemanden, som fortalte, at fordi spanske kister ikke har håndtag på siden, så var han nødt til selv at sætte nogle på. Det ringede han og fortalte mig. Og han forsikrede mig samtidig om, at det ikke ville påvirke Maceo i kisten. Det var en lille ting, men der var så meget omsorg i det opkald.”

Bodil oplevede også at blive mødt med omsorg fra personer med lignende oplevelser.

”Mine veninder var forholdsvis nye, da Maceo døde. De kom fra Foreningen Børn med Angst, som jeg selv har været med til at stifte. De fire piger derfra var fantastiske, og de er stadig en stor del af mit liv. De kom alle fra den gruppe, vi startede op i det tidligere forår 2014 som en samtalegruppe, hvor vi delte alt. Dem kan jeg også bruge i dag, når det gør rigtig ondt.”

”Det er sgu ikke synd for de andre”

Et af de steder, hvor Bodil tydeligt kunne mærke, at folk reagerede meget forskelligt, var på arbejdspladsen. Hvor nogle i begyndelsen forsøgte at undgå hende, så har andre mødt hende med empati og omsorg.

”Jeg lægger ikke skjul på det, som er sket. På mit arbejde har jeg et billede stående af ham på mit skrivebord, og jeg vil gerne dele det med alle. For det er noget, vi SKAL tale om. De kollegaer, som jeg mødte, da jeg kom retur til mit arbejde efter otte uger, og som har forholdt sig bedst til situationen, er dem, der har sagt: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men jeg vil gerne give dig et kram, og hvis du har brug for at snakke, så vil jeg rigtig gerne lytte.” Men jeg oplever desværre, at det ofte er os, der skal være de voksne, og at det er os, der skal rumme og anerkende andres følelser. Og det er hårdt. For det er jo os, der er i sorg.”

”Jeg ved, at vi gjorde alt, hvad der overhovedet var muligt for os som forældre at gøre”

Det er snart syv år siden, at Bodil mistede sin søn, og selvom sorgen i dag har taget en anden form end den første, intense sorg, der begyndte tilbage i Spanien, så fylder den stadig meget.

”Sorgen kommer som en boomerang ind fra højre. Sådan er der nogle dage, der er. Og det må de godt være. Jeg savner ham sindssygt.”

Selvom tiden har været med til at forme Bodils sorg, så er det også hårdt arbejde – og ikke mindst et ønske om fortsat at ville leve sit liv – som ligger til grund for, at hun i dag er et andet sted med sin sorg end tilbage i 2015.

”Selvfølgelig står man tilbage med spørgsmål. Hvad har jeg gjort forkert? Der er meget skyld og skam, og skyldfølelsen er gennemgående. Kunne jeg have gjort noget anderledes? Men vi forstår godt, at Maceo gjorde det. Det gør det ikke lettere for os. Men vi forstår ham godt. Vi håber, at han nu er sluppet for sine smerter. Men det har også noget at gøre med, hvem man er som person. Man skal ville arbejde med sig selv. Jeg ved, at jeg ikke kan få ham tilbage, og jeg savner ham fuldstændig vanvittigt. I dag elsker jeg at se på billeder og mindes vores stjernestunder sammen, for jeg ved, at han er et bedre sted nu.”