Nyt arbejde midt i sorgen

Nyt arbejde midt i sorgen

Omsorgen fra mine medmennesker var vigtig for mig i tiden efter, at min kæreste og jeg mistede vores søn Arthur. Samtidigt blev det også vigtigt for mig at komme i arbejde.
Af Simon Brønnum, januar 2018

Arthur

I november 2014 mistede min kæreste og jeg vores søn Arthur. Han var blevet født seks dage forinden, og hans korte liv var blevet levet på neonatal-afdelingen på Rigshospitalet. Han var blevet dårlig en halv time efter sin fødsel, og jeg vil aldrig glemme følelsen af verden, der kollapser, da lægerne kommer løbende ind for at genoplive ham, efter at vi bare to minutter før havde været så lykkelige for det lille nye liv. Ingen har fundet ud af, hvorfor han blev dårlig, men lægerne kunne efter nogle dage se, at hans hjerne var degenereret på en måde, så han aldrig ville trække vejret selv. Han døde mens vi alle sammen – hans bedsteforældre, hans onkler og tante, hans mor og far – sad rundt om ham og holdte om ham og kyssede ham.

Håbløshed og omsorg

Halvanden måned senere begyndte jeg i et ny job som kommunikationskonsulent på et hospital. Jeg kendte ikke nogen af mine nye kollegaer, og jeg havde på det tidspunkt aldrig for alvor bestredet et rigtigt arbejde med ansvar. Jeg havde taget en kommunikationsuddannelse på universitetet og havde været ledig i næsten et helt år op til Arthurs fødsel.
Tiden op til at jeg begyndte at arbejde, husker jeg som en tid, der både var håbløs og rodet men underligt nok også samtidig som en tid, der var den meste enkle og rene, jeg nogen sinde har oplevet. Det er selvmodsigende ord at sætte på, men jeg tror, at vi mennesker ofte rummer flere selvmodsigende følelser på en og samme gang. Det gør jeg i hvert fald. Hvis jeg skal differentierer i det, tror jeg, at det var håbløst, kaotisk og rodet, når jeg prøvede at hæve blikket og se på mit liv i sin helhed og alle de ubesvarede spørgsmål, der fandtes i det. Hvad døde Arthur af? Kunne vi overhoved få børn? Vi var ikke kun kede af, at vi havde mistet vores dreng. Vi vidste heller ikke hvornår, og om vi kunne få et nyt barn, som vi havde så inderligt lyst til. Mit liv var til gengæld enkelt og rent, når jeg bare fokuserede på kærligheden til min kæreste og vores døde søn. Sådan havde det især været på Rigshospitalet, da han var i live, og de første uger, efter han var død. Der havde der kun fandtes Arthur og min kæreste, og der havde kun fandtes savnet og sorgen efter ham og omsorgen for hende. Det var uforstyrret kærlighed i sin reneste form. Både til Arthur og til min kæreste, men også fra vores venner og familie. Fra dem fik vi en omsorg, som jeg aldrig vil glemme, og som gjorde mig så taknemmelig over for de mennesker, der er mit liv. Både den døde og de levende.

Opstarten på arbejdet skabte lidt ro og mål i kaos og håbløshed

Måske var det for tidligt at starte op i et nyt job halvanden måned efter Arthurs fødsel og død. Vi var stadigvæk i undtagelsestilstand derhjemme, og jeg kunne godt have fortsat på dagpenge, hvis jeg ville. Jeg kan ikke huske, om jeg var sygemeldt, men jeg kunne nok godt være blevet det i en rum tid og dermed blevet hjemme med min kæreste.
Jeg tror, at der var to årsager til, at jeg begyndte at arbejde målrettet med at komme ud og finde et arbejde. Den ene grund hang netop sammen med det kaotiske og håbløse. Jeg ville gøre en ende på min ledighed for i det mindste at få rettet op på et eller andet, som var ubesvaret og i uorden. Det kan virke banalt i forhold til de andre problemer, min kæreste og jeg gik igennem, men det var et behov for at ryde op i et liv, der kunne virke udsigtsløst.

Den anden ting var, at jeg nærmest fik en åbenbaring i de mørke timer på Rigshospitalet. Jeg syntes, sygeplejerskerne gjorde det fantastisk. De var søde og samtidig fagligt kompetente. De medie- og kommunikationsjobs, jeg i et år forgæves havde jagtet, virkede derfor ligegyldige og fjollede i forhold til det arbejde, de her fantastiske kvinder udførte. Først ville jeg derfor droppe alle tidligere planer og uddanne mig til sygeplejerske. Denne lidt maniske tanke lagde jeg dog fra mig efter noget tid, da jeg trods alt havde brugt en masse år på min uddannelse. Til gengæld gjorde det, at jeg fik et mål med mit arbejdsliv – jeg ville arbejde på et hospital. Meget hurtigt kom jeg i virksomhedspraktik på Hvidovre hospital, og kun et par uger senere åbnede der sig et barselvikariat i kommunikationsteamet i Region Hovedstadens Psykiatri, som jeg fik.

Parforholdet

En ting, som jeg først rigtig har slået mig senere er, at jeg jo efterlod min kæreste derhjemme. Jeg mener ikke, at jeg tænkte særlig meget over det på det tidspunkt. Måske fordi jeg oplevede tiden i sorg på en meget underlig måde. Som om tiden både går langsomt og hurtigt på en og samme gang. Jeg havde følelsen af, at nu var det helt naturligt tid til at arbejde. Jeg husker det også som om, at min kæreste bakkede op om min beslutning om at søge arbejde.
Jeg har senere erfaret, at det var hårdt for hende at blive efterladt derhjemme. Måske var en del af min kærestes omsorg over for mig, at hun lod mig løse problemet med min ledighed på trods af hendes egne behov. En omsorg jeg tydeligt kunne mærke, da hun helt oprigtigt blev glad på mine vegne over, at der nu i det mindste var noget, der lykkes.

Nye mennesker

Da jeg påbegyndte et nyt arbejde med nye kollegaer, var det en stor omvæltning. De mennesker jeg omgik gik fra at vide, at jeg lige var blevet ramt af en stor ulykke til, at de hverken vidste hvem jeg var, eller hvad jeg lige havde været igennem.
Jeg vidste meget hurtigt, at jeg havde et behov for at fortælle dem om Arthur. Han var og er en stor del af det at være mig, og på daværende tidspunkt, kunne jeg slet ikke adskille min egen eksistens fra hans. Desuden ville de på et tidspunkt begynde og spørge ind til min familie, og dér havde jeg ikke tænkt mig, at udelade Arthur. Jeg måtte dog erkende, at der var en grund mere til, at jeg ville fortælle dem om ham. Jeg ønskede den samme omsorg fra mine nye kollegaer, som jeg fik af andre mennesker i min omgangskreds.
Bevidstheden om mit behov for omsorg gjorde det dog svært for mig. Djævlens advokat inde i hovedet fortalte mig, at det nærmest var blasfemisk at bruge Arthur til et så egocentrisk behov som at ville have omsorg fra andre mennesker. Det blev i mit hoved kædet sammen med en barnlig trang til opmærksomhed, og tænk hvis mine nye kollegaer gennemskuede det? Så havde jeg ikke bare misbrugt noget helligt. Jeg ville også have gjort det til skue for andre.

Min søn kom med på arbejde

Problemet løste sig, da en kollega i psykiatrien spurgte mig, om jeg havde børn. Da jeg havde fortalt hende om Arthur, tænkte jeg, at nu kunne jeg ligeså godt fortælle dem alle sammen om det til teammødet dagen efter. Jeg var først nervøs, men mens jeg fortalte, kiggede de alle sammen med indlevende og åbne blikke på mig. De spurgte ind til det bagefter, hvilket de også gjorde i tiden fremover, når det var relevant. Det var en naturlig ting at snakke om i et team, hvor vi kom til at holde meget af hinanden. Jeg fik dermed den omsorg fra dem, som jeg også ønskede, men i dag føler jeg slet ikke, at det var blasfemisk. Det var en måde at bringe ham med mig på, og den omsorg, jeg fik fra dem, blev på en måde til en del af ham. Jeg tror også, at det var med til at bevirke, at vi blev til et team, der generelt kunne snakke med hinanden om personlige ting. Det synes jeg, var en kæmpe gave. Ikke bare i vores private relation men også i forhold til det arbejde, vi skulle løse sammen som team.
At jeg kunne snakke åbent om Arthur, var især vigtigt, da min kæreste blev gravid igen. Vi var rent ud sagt møg hamrende bange for, hvordan den næste fødsel skulle gå. De fandt jo aldrig ud af, hvad Arthur fejlede, og vi var igennem et hårdt genudredningsforløb, som aldrig gav nogle svar. Hvis jeg ikke kunne fortælle på kontoret, når jeg var bange, ville det have været en meget sværere periode.

Næste job

Det var nogle fantastisk søde mennesker, jeg arbejde sammen med i psykiatrien, hvilket gjorde min beslutning om at være åben over for dem nemmere. Min erfaring er nu, at hvis man er åben omkring sin sorg, bliver det også nemmere for andre at forholde sig til den. Jeg arbejder ikke længere i psykiatrien, da mit forløb var en blanding af vikariater og projektansættelser. Jeg har dermed været ledig siden min barsel med vores andet barn Marie. Jeg tager min erfaring om åbenhed med mig til mit næste job. Jeg har måske ikke et behov for at fortælle om Arthur i Plenum, men hvis folk spørger ind til min familie, vil jeg ikke udelade ham. For det første er det ikke mit problem, om folk kan håndtere det. For det andet er de fleste mennesker søde, hvis de får mulighed for det.