Vores sorgseminar

Den store sorg, som du oplever, når du mister et barn, kan være svær at rumme, og det kan være svært at forstå, hvordan den påvirker dig, dit parforhold og dine relationer.

Mange forældre har derfor glæde af at få mere viden om, hvad sorg er, og samtidig få redskaber til at håndtere den og de udfordringer som følger med at miste sit barn.

Det kan også være rart at møde andre forældre, der har mistet deres barn og udveksle erfaringer. For et barn er et barn, og selvom alle forældre kommer med hver deres unikke historie, så har de kærligheden og savnet til deres barn og sorgen over at have mistet ham/hende tilfælles.

Formålet med sorgseminaret

Formålet med sorgseminaret er at skabe et trygt rum, hvor deltagerne kan udveksle tanker og erfaringer omkring det at have mistet et barn, få viden om sorg og konkrete værktøjer til at takle de udfordringer, som kan opstå. Både hos dem selv og i relation til andre.

Næste sorgseminar finder sted d. 10. - 11. juni 2023.

Sorgseminarets indhold

Vores sorgseminar løber over to dage, og her sætter vi fokus på sorg og sorgens indflydelse på din nye hverdag.

På sorgseminaret er den høje faglighed i fokus, og derfor ledes det af to af vores psykoterapeuter, som sætter rammerne for seminaret og dagenes indhold, der veksler mellem korte oplæg fra psykoterapeuterne, styrede samtaler i plenum, samtaler i mindre grupper, tid til forældreparrene selv og socialt samvær med de øvrige deltagere. På den måde sikrer vi et relevant seminar baseret på nyeste viden om sorg og af højeste kvalitet.

Du får også mulighed for at dele din egen historie og høre de andre forældres fortællinger, og over de to dage skaber vi et rum, hvor du og de øvrige deltagere kan blive inspireret af hinanden til, hvordan I kan imødekomme de udfordringer, som I oplever. 

Mange af vores deltagere fortæller, at det er rart at være en del af en gruppe, hvor følelser ikke skal forsvares eller forklares – heller ikke de skamfulde – og at seminaret bliver et trygt rum, hvor de mærker anerkendelse og forståelse.

Det kan du forvente

På sorgseminaret tager vi udgangspunkt i sorgen over at miste et barn, og vi ser på, hvad det gør ved dig som person, og hvilken indflydelse den har på dine relationer.

Temaerne tilpasses deltagernes behov, men ofte vil vi dykke ned i de emner, som vi ved fra erfaring, fylder hos mange forældre, eksempelvis ’Tilbage til arbejde/studie’, ’Relationer’, ’Parforhold’ og ’Øvrige børn’. 

Det er en forudsætning for din deltagelse, at du er indstillet på at høre andre forældre fortælle deres historie, og at du ønsker at tage del i samtaler i mindre grupper. Du kan ikke forvente at møde genkendelse i tabsomstændigheder, men mange forældre oplever at kunne spejle deres følelser og sorgreaktioner i de øvrige deltagere.

Det siger forældrene om sorgseminaret

Jeg var skeptisk og måske også lidt nervøs over at skulle på sorgseminar. Jeg var nervøs for, hvordan det ville være at skulle dele min sorg og tanker med så mange og i så intenst et forløb. Men til min positive overraskelse fandt jeg ud af, at det var rigtig rart og trygt at være på seminaret, og det var rart at være i et forum, hvor det ikke var underligt at tale om sorg, døde børn, begravelse af børn, parforhold og sådan noget.

Far

Jeg er nok ikke så god til selv at opsøge andre, som har mistet lige som os eller viden om det at miste. Men på sorgseminaret mærkede jeg endelig, at jeg var helt normal, og at min hverdag var helt normal. Det er nok det bedste, vi har gjort efter vores datters død.

Medmor

Det praktiske

Sorgseminaret afholdes flere gange om året, og der er normalt 12-24 forældre pr. seminar.

Det koster 995 kr. pr. person at deltage, og ud over seminaret så dækker prisen også hotelovernatning og fuld forplejning. Egenbetalingen kan betales i rater, hvis det er nødvendigt.

Forhindrer din økonomi dig i at deltage, så er du altid er velkommen til at kontakte os, og hvis du er studerende, på overførselsindkomst eller på anden måde økonomisk udfordret, så kan du søge om at få din egenbetaling helt eller delvist dækket.

Hvad sker der, når du har tilmeldt dig en sorggruppe?

Når vi har modtaget din tilmelding, så bliver du ringet op af en psykoterapeut, som afklarer dine forventninger til sorggruppen, og du får mulighed for at stille de spørgsmål, som du måtte have.

Her vil I også tale om, hvordan det vil være for dig at høre de andre forældres fortællinger og at opleve andre måder at sørge på og håndtere sorgen over det mistede barn.

Det er en forudsætning for din deltagelse, at du har haft denne samtale.

Næste sorgseminar finder sted d. 10. - 11. juni 2023.

Det siger forældrene om sorgseminaret

Jeg fik lov at høre min mands historie og hans oplevelser. Hvordan han fortalte det til andre. Det gav mig et indblik i, hvordan det havde været for ham.

Mor

Du kan bare komme, som den du er. Der er ikke nogen, der forventer, at du er glad eller ked af det.

Far

Medlemskab

Det er en forudsætning for din deltagelse, at du har et udvidet medlemskab i Forældre & Sorg.

Hvis du ikke allerede er medlem, så kan du tilmelde dig her på vores hjemmeside.