På kun 23 dage lærte min søn mig om livet … og døden

Af Stine Willum Adrian

Kronikken har været bragt i Information og er gengivet med tilladelse fra både Information og forfatteren

På kun 23 dage lærte min søn mig om livet … og døden

Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at sorg er kompliceret, fyldt med normative forestillinger, og at vi alle gør den forskelligt. Det tog mig lang tid at forstå, at man kan være lige så dårlig en mor til et dødt som et levende barn, og at der i sorgens sårbarhed ikke er noget helle

Børnehjertekirurgen talte med myndighed.

»Operationen er udsigtsløs,« sagde han.

Jeg kan huske hans øjnes udtryk og følelsen af mine tårer. Min søn døde få timer efter på Riget, en oktobernat for snart 10 år siden, kun 23 dage gammel. Klemens var født med et halvt hjerte, og operationen var udsigtsløs.

Det var ellers gået så godt. Jeg blev gravid, da vi ønskede det. Vi blev gift, da jeg var højgravid. Når jeg tænker tilbage, følte jeg mig usigelig lykkelig.

Jeg fødte Klemens brølende og stående, og vi tog hjem med det samme. At blive forældre var en forvandling. At skifte de første bleer. Få amningen i gang. Give ham det første bad. Den første omsorg, der ydes med fuld opmærksomhed og novicens usikkerhed. Fordi en nyfødt virker så skrøbelig. Fordi livet lige er begyndt.

De første uger fik vi adskillige besøg af jordemødre og sundhedsplejersken. Ikke fordi der var noget galt, men for at støtte op om det spirende forældreskab. Vi serverede cool mint-the fra Perchs.

Klemens blev kun 23 dage gammel.

Der gik et helt døgn, fra vi kontaktede sundhedssystemet første gang, til nogen tog vores henvendelse alvorligt. På Hvidovre Hospitals børnemodtagelse modtog en sygeplejerske os ved at skælde mig ud, fordi jeg havde fortsat med at amme og ikke givet Klemens flaske. Hans temperatur viste kun 33 grader, og kort tid efter væltede det ind med personale. En læge lagde Klemens i mine arme.

»Vi skal på neonatal, det går hurtigere, hvis vi tager trapperne.«

Det var dér, lægerne tog over.

»I har gjort alt det rigtige. Jeres dreng er meget, meget syg. Han skal til Riget. Vi har ringet efter deres hjertespecialister.«

På vej ud til ambulancen var Klemens ved at dø. Jeg ved ikke hvorfor. En maskinel fejl, en menneskelig?

»Vil I have ham døbt?«

Vi takkede nej og ønskede, at de i stedet fokuserede på at holde vores dreng i live.

Fra Riget med tom autostol

Timerne fra lægernes dom til Klemens død var de mest intense, stærke, smukke og sørgelige. Det er både ubærligt og gribende at se livet, der ebber ud. Livet er på en eller anden måde stærkest lige dér.

Det var så tydeligt, hvorfor vi var til, og hvad vi ville. Livet. Det var timerne, hvor vi trådte ind i sorgens landskab, der hvor der ingen vej er tilbage. Hvor uskylden og tilliden til, at alt nok skal gå, forsvinder. For altid. Minutter føltes lange og alt, alt for korte.

Vi fulgte blindt sygeplejerskens kompetente instruktioner. Vi var lige begyndt at lære at være forældre til et levende barn, nu skulle vi lære at være forældre til et dødt. Det var Klemens, der lærte mig, hvad både livet og døden indebærer.

Et halvt døgn efter Klemens åndede ud, gik vi ud af Rigets døre med en tom autostol. Jeg er aldrig blevet så mange år ældre på så kort tid. Det føltes som frit fald. På vej til bedemanden for vi vild.

Sorgen som livsvilkår

Man kan skrive vores sorg frem som smuk. Den er og var fyldt med kærlighed. Til Klemens. Til livet. Til hinanden. Den føltes stærk i fællesskabet. Til begravelsen. Vennerne, der greb fat. Familien. Psykologen, der hjalp os til at sætte ord på. Alle de fine mennesker, der var der og gjorde alt for at gribe os.

Men sorgen over Klemens død holder aldrig op. Det er ikke en, man kommer over. Det er et af de livsvilkår, vi lærer at leve med. Jeg ville have ønsket, at nogen dengang havde sagt til mig, at sorg ikke kan undgå at være fyldt med normative forestillinger, at den er kompliceret, og at vi alle gør den forskelligt.

Først var vi ellers synkrone. Vi vågnede samtidig med et gisp fra de få timer, vi kunne sove af gangen. Og så var der selvfølgelig begravelsen, der skulle arrangeres. Vi var heldigvis enige. Om familiegraven. Seks kvadratmeter på Assistensen. Om sangene og musikken. Om rammerne og talen. Om besøgene hos Klemens’ kolde krop i kapellet.

Men der var også brystbetændelsen. Min allestedsnærværende krop, der huskede mig på, at Klemens var død. Der var alle blomsterne i vaser. Og så var der søvnløsheden og kuldechok. Der var billederne i mit hoved, af min søn i maskiner, genoplivning og blå blink med motorcykelekskorte. Og alle tankerne om, hvad nu hvis … Ind i mellem var der også en ubeskrivelig lyst til at stikke af fra det hele.

Den rigtige måde at sørge på

Efter begravelsen sad jeg i sofaen i et år. Sorgen blev hurtigt mest af alt min egen, også selv om jeg delte tabet af Klemens med min mand. Jeg misundte ham, at han havde mulighed for og var i stand til at gå på arbejde. Tage pauser. Fra sorgen. Når jeg gik ud af døren, var det for at besøge Klemens grav. Jeg var en af dem, man på lang afstand kunne se var sørgende.

De første mange måneder kunne jeg ikke skrive. Det var ellers det, jeg troede, jeg skulle leve af. Som forsker. Billederne i hovedet flimrede. Timerne sneglede sig afsted.

Jeg læste historier om andre, der havde mistet deres barn. Lige inden fødslen, eller lige efter. Og historier om børn med hypoplastisk venstre hjertesyndrom. Børn, der levede eller var døde.

Det var her og gennem pårørende og venners kommentarer, jeg lærte om, hvad andre mener er rigtige eller forkerte måder at sørge på. Nogle mener f.eks., man kan sidde fast i en sorg eller fortrænge den på måder, der ikke er sunde. Nogle udtalte i medierne, at det var problematisk at skrive om den i blogs og på Facebook.

Jeg forstod, at nogle fandt det for eksplicit at vise billeder af det døende eller døde barn, mens andre så det som en måde at bryde tabuer om døden. Jeg lærte, at man kan være lige så dårlig en mor til et dødt som til et levende barn, og at der i sorgens sårbarhed ikke er noget helle.

Når jeg gik på gaden, kunne man ikke se, at jeg var mor. Der er ikke noget ord for forældreskabet til et dødt barn. Og når nogen spurgte, fortalte jeg det hele – lidt for meget. Lidt for detajleret. Blev lidt for sårbar.

»Har du børn?«

»Ja, han er død … «

Tab på tab

I sofaen hang jeg i med neglene. Med en afsluttet projektansættelse inden fødslen af Klemens var jeg arbejdsløs, da han blev født. De 14 ugers barsel, der fulgte hans død, føltes som en evighed, der endte med at gå for stærkt. Jeg kunne stadig ikke skrive eller tænke klart, da tiden var gået, og jeg kunne slet ikke søge job. Så kan man blive sygemeldt. Der er ikke andre muligheder.

Jeg kom op at skændes med en sagsbehandler, der kaldte mig syg. Jeg replicerede, at jeg var i sorg og gravid. Hun sagde god bedring, da hun lagde på. I hovedet kvitterede jeg med et fuck you …

Med graviditeten og foråret begyndte glæden at spire, uden at sorgen blev mindre. Jeg har aldrig lært så meget om følelser, som jeg lærte der på sofaen. Jeg vidste ikke, at alle stærke følelser kan eksistere i én samtidig. Kærlighed, sorg, glæde, vrede, frustration.

Året på sofaen var både et kursus i selvudvikling og ekstremsport. Jeg behøver ikke at løbe maraton og dyrke triatlon – jeg har været der, hvor man hænger i med neglene uden sikkerhedsnet.

Jeg begyndte at skrive om Klemens. Kronologisk. Detaljeret. Jeg ville ikke have, han blev glemt. Jeg skrev det på en blog. Bagefter forsøgte jeg at sætte ord på livet som mor til en død søn. Jeg skrev om den nye graviditet og om angsten for at miste igen. Angsten, der er den anden side af den tabte uskyld.

På et tidspunkt stoppede jeg med at skrive på bloggen. Det var for sårbart at skrive om de mange tab, der følger med tabet af et barn. Tab af venner, tab af arbejde, tab af drømme, tab af identitet. Jeg havde også fået tvillinger, alt i alt fire børn på under fire år inklusiv graviditeter. Jeg var tilbage på arbejdsmarkedet. Til forskning. I hamsterhjulet.

Det er snart ti år siden, Klemens blev født og døde. Sorgen sidder der stadig. Det må den godt. Den husker mig på, hvorfor jeg er her. Livet. Drengene. Manden. Drømmene.

Stine Willum Adrian er lektor i teknoantropologi på Aalborg Universitet i København.