Sorgorloven gav mig ret til mine følelser

Alexander og hans kone Hanne venter sig et barn. De er lykkelige og glade, og alt går fint. Ved midtvejsscanningen får de at vide, at det er en dreng, men desværre konstaterer man også, at deres søn har en uhelbredelig hjertefejl. De er sønderknuste og søger information og taler med læger, men desværre er hjertefejlen af en sådan karakter, at der ikke er noget at gøre. De føder deres dreng i 23. uge, han lever i 25 minutter og sover stille ind ved sin mors bryst. Eftersom forældrene mister deres barn efter den 1. februar 2018, har de begge to ret til 14 ugers sorgorlov. Dette er Alexanders fortælling om, hvad det gjorde at have ret til sorgorlov, samt hvordan han valgte at komme tilbage til jobbet som fysioterapeut igen.

 

Jeg ville gerne virke normal – jeg var jo ikke syg

”Jeg ville ret hurtigt gerne tilbage til arbejdet, så jeg kunne virke normal. Jeg var jo ikke syg. Men jeg opdagede, at selvom jeg gerne ville, så kunne jeg ikke. Jeg var simpelthen ikke klar til at møde kollegaer og få patienter igen,” fortæller Alexander Warming.

”Det kom virkelig bag på mig, for jeg har aldrig stået i så stor en sorg før, så jeg anede ikke, at der var en sorgperiode, når man havde mistet, men det kunne jeg jo mærke, at jeg stod midt i. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tackle det, men heldigvis havde jeg fået kontakt til en terapeutisk rådgiver hos jer i Landsforeningen Spædbarnsdød. Og det hjalp mig at få mere viden om sorg og sorgreaktioner, ligesom det var godt at blive rådgivet om helt konkrete ting, som fx hvilke rettigheder jeg havde,” fortæller Alexander.

 

Fandt strukturen med min terapeutiske rådgiver

”Efter et par måneders orlov kunne jeg mærke, at jeg havde brug for langsomt at starte op på arbejde igen. Men jeg havde brug for vejledning, i forhold til hvordan jeg skulle gribe det an.

Jeg husker, at jeg tog en lang snak med min rådgiver i Landsforeningen Spædbarsdød. Jeg ville gerne tilbage, men samtidig blev jeg også udmattet ved tanken.

Sammen fik vi lavet nogle gode strategier, og vi fik talt om, hvordan jeg kunne tackle arbejdet. For det var jo ikke kun at starte op, det var også at starte op MED en sorg. Så vi talte om, hvordan jeg kunne administrere mine følelser og acceptere alt det, jeg ikke kunne.

Helt konkret fik vi lagt en plan, så jeg langsomt og stabilt gik i gang. Den terapeutiske rådgiver hjalp mig til at finde lige den model, hvor jeg både følte mig støttet og i dialog med min leder, og så jeg samtidig heller ikke blev overvældet af hele tiden at skulle forholde mig til min sorg. Det var en kæmpe hjælp.”

 

Jeg fik ro til at fokusere på mine ressourcer frem for mine udfordringer

Sammen med min leder brugte vi pjecen ”Tilbage til arbejde – når du har mistet” som en guideline for min opstart. Den viden og information, vi fik derfra, hjalp os, og den hjalp mig til ikke at skynde mig alt for meget og risikere at overskride mine grænser. Jeg følte, at jeg kunne gøre det i mit eget tempo. Jeg startede med 2 timer om ugen – og i stedet for at fortælle, hvorfor jeg ikke kunne arbejde de resterende 35 timer om ugen, kunne vi fokusere på de 2 timer og gøre dem gode og stabile. Egentlig ret hurtigt over de næste måneder kom jeg op på fuld tid igen.

Det var helt fantastisk, og der var ikke noget tidspunkt undervejs, hvor jeg havde en følelse af nederlag – tværtimod følte jeg, at jeg midt i krisen havde haft støtte og information til selv at tage ansvar for processen og komme tilbage på den måde, der var rigtig for mig.”

 

Hvilken betydning, tror du, det havde, at du havde ret til 14 ugers sorgorlov?

”Min ledelse vidste ikke umiddelbart, at jeg havde ret til orlov, men de fandt hurtigt ud af det, og det gjorde nok, at de forstod, at det var hårdt, det jeg stod midt i. Det var ikke mit ansvar hele tiden at skulle fortælle om, hvor hård sorgen var, og at den gjorde mig uarbejdsdygtig. I stedet kunne jeg bruge mine ressourcer på at finde en vej tilbage til en dagligdag, hvor jeg igen kunne fungere.”

 

Det var fedt bare at kunne sige ”Jeg har det rædselsfuldt”

Orloven gik på en måde også ind og legitimerede mine følelser. Den gjorde det synligt og legitimt, at jeg stod i en sorg, der var så alvorlig, at jeg havde ret til 14 ugers sorgorlov.

Det gjorde det også lettere fx i forhold til venner og familier, at jeg ikke skulle forklare så meget. Jeg kunne bare sige: ”Det er forfærdeligt, jeg har det rædselsfuldt” uden at skulle forklare noget.