Vores tilbud – Forældre & Sorg

Vores tilbud til forældre, fagpersoner og virksomheder

Forældre & Sorg er først og fremmest et tilbud om terapeutisk hjælp og støtte til forældre, som mister et barn.

Men sorg er et samfundsansvar, og det kræver 100 hænder at gribe et menneske i dyb sorg. Derfor har vi også tilbud til de personer og institutioner, som udgør den verden, som forældrene lever i, dvs. fagpersoner, virksomheder samt familie og venner.

Forældre

Det er en livsomvæltning at miste sit barn, og det er de færreste forældre, som kommer igennem en livskrise af de dimensioner uden hjælp.

Derfor har vi en række terapeutiske tilbud til de forældre, som oplever den største sorg.

Vi tilbyder bl.a. gratis terapeutiske samtaler med specialiserede psykoteraputer, og så tilbyder vi sorggrupper, sorgseminar, forælder-til-forælder kontaktforløb samt forskellige arrangementer henover året, som ud over deres teraputiske værdi også er netværksskabende og en mulighed for forældrene til erfaringsudveksle og opleve spejling i andre, som også har oplevet at miste et barn.

Fagpersoner


Vi tilbyder undervisning af og faglig sparring med de grupper af fagpersoner, som i deres arbejde kommer i kontakt med forældrene.

Det gør vi, fordi vi ved, at det har stor betydning for forældrenes sorg, at de møder mennesker, som ved, hvordan de skal håndtere den situation, som forældrene er i.

Virksomheder


Virksomheder spiller en utrolig vigtig rolle, når forældrene igen skal normalisere deres hverdag.

Men langt de fleste arbejdspladser har ingen officiel personalepolitik, der guider dem til at få deres medarbejder stabilt tilbage på arbejdspladsen efter en livskrise.

Med Forældre & Sorgs virksomhedspakke bliver leder og kollegaer klædt på til at tage i mod medarbejderen, så dennes tilbagevenden bliver langtidsholdbar og uden unødige sygemeldinger eller måske en opsigelse.

Familie og venner


Vores mangeårige erfaring har vist os, at de forældre, som klarer sig bedst i sorgen over tid, er dem, der har et tæt netværk af familie og venner, der udviste stor støtte, da tragedien skete, og som fortsætter med at støtte dem, som årene går.

Men det kan være svært at vide, hvad du som pårørende kan sige og gøre for at være den bedste hjælp, og derfor tilbyder vi også information og vejledning til forældrenes pårørende.

Vores tilbud om gratis terapeutiske samtaler er også for pårørende.

Hold dig opdateret

Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, så bliver du automatisk opdateret på relevante nyheder, de nyeste artikler og spændende podcasts, vores arrangementer og vores arbejde for forældre i sorg. Vi sender nyhedsbreve ud ca. 2 gange om måneden, og du kan når som helst afmelde det.